JM TUBE

Gå til hovedindhold »

 

Du er her:

Skopleje

 

 

Man kan let associere skopleje til hudpleje. Det må man gerne. Sko er lavet af skind. Mange forskellige slags skind. Men fælles for dem alle er, at jo bedre man plejer dem, jo bedre, pænere og længere holder de.

 

Generelt.

 

Man kan med fordel altid give sine sko imprægnering, uanset om de er lavet af nubuck eller ruskind. Jeg giver dem altid selv to gange, med 10 minutters mellemrum, så de lige kan nå at tørre ind imellem. På den måde bliver skindet ”mættet” og tager ikke så let imod støv og snavs. Sko, der er lavet i glat skind, skal behandles med en god, blød skocreme. Efter min mening er det ikke nødvendigt også at imprægnere denne type sko. Men de skal have creme. Det er, igen efter min mening, ikke nogen god idé at benytte en farvet skocreme. Dette skal man først gøre i det øjeblik, der er ridser eller pletter, man gerne vil dække. Du vil aldrig kunne ”ramme” den farve, skoen er indfarvet med, med en farvet skocreme. Heller ikke sort. Sort er nemlig ikke bare sort. Der findes mange nuancer. Ruskind og nubuck skal med jævne mellemrum børstes op. Da der er tale om to forskellige bearbejdninger af skindet, skal de også behandles med to forskellige slags børster. I SK Shoes har vi børster til nubuck, eller rettere svampe. Børster til ruskind kan købes hos skomageren eller i hælebaren.

 

Bumper

 

Bumper er som bekendt lavet af pony. Også her kan man med fordel give dem imprægnering inden man tager støvlen i brug. Hvis eller når der kommer snavs på, kan man tage en fugtig klud og lige tørre den af.

 

Arche

 

Arche får sit eget afsnit. Det er fordi, der er særlige forhold, der gør sig gældende for Arche. Stort set alle Arche sko er lavet i nubuck, enkelte dog også i glat skind. Der er hovedsageligt brugt kalveskind, men også enkelte andre skindtyper, som fx gedeskind.  Der er dog nogle fælles træk:

 

Imprægnering og svamp

Med fare for at gentage mig selv: Inden du tager din nye Arche i brug, og hvis den er lavet i nubuck, husk at imprægnere. Gør det 2 til 3 gange. Med jævne mellemrum børster du nubucken op, Nubuck er glat skind, der er kradset op, så det får den smukke, bløde overflade. Arche har produceret en svamp, der er beregnet til at børste nubucken op. Dels fjerner den støv og snavs, og dels ”rusker” den nubucken op.

Hvide eller lysegrå såler

Mange, der har Arche sko, kender problemet med de hvide eller grålige såler på Arche. Man kan sige, at det er et positivt problem, idet det er fordi sålen, som er lavet af latex, mælk fra et gummitræ, er et levende, organisk materiale. Dette indebærer, at når man fx skal finde vinterstøvlen frem fra sidste år, eller for den sags skyld sommersandalen, er sålen i mellemtiden blevet lysegrå eller hvid. Det er fordi den har ”stået stille” et halvt år, idet det er den daglige brug af støvlen, som holder den sort. Men problemet kan løses! I laver en blanding af 1 del glycerin og 9 dele vand, og smører det forsigtigt på med en svamp, eller gnider det ind i sålen med en klud. Når jeg sige forsigtig, mener jeg, at I skal undgå det kommer på skindet, kun på sålen. Så bliver den sort igen – og I har en – næsten – så godt som ny vinterstøvle eller sommersandal. Der findes også en lille pose med en børste til nubucken og en svamp til sålen, produceret af Arche.

 

Arche er ikke sart

 Man skal ikke være bange for farver i Arche. De er ikke sarte. Husk igen at give dem imprægnering et par gange inden ibrugtagning. Hvis de bliver for nussede, ryger mine en tur i vaskemaskinen. Jeg tager ikke noget ansvar for det, men jeg kan sige, at jeg har gjort det utallige gange, og med et godt resultat. På uldprogram med eller uden sæbe, uden centrifugering, selvfølgelig. Derefter stilles de på højkant og tørrer natten over, og vupti! Flotte igen og klar til brug.

 

Farvning

Man skal aldrig farve Arche. Skindet bliver kedelig at se på.

 

Hvis du følger disse råd kan du bevare dine Arche sko i mange år.